Rasende flymekanikere: Myndigheder ignorerer sjusk med sikkerheden.                              
      

Publisert:
22.10.08




Myndighederne tjekker ikke flyselskabernes logbøger af frygt for at finde alvorlige fejl, der kan tvinge dem til at lukke et selskab, lyder det fra internationalt forbund af flymekanikere. Forbundet har også opfordret Statens Luftfartsvæsen til at se på problemet, men vi er for små til at gøre en forskel, lyder svaret.
     



Vi har masser af beviser for at flyselskaberne sjusker med fejl på deres fly, hvorfor vil I ikke høre?

Sådan lyder det fra det internationale forbund af flymekanikere AEI (Aircraft Engineers International), som ikke kan forstå, at Statens Luftfartsvæsen og de andre nationale luftfartsmyndigheder ikke reagerer, når de får at vide, at flyselskaberne sender fly i luften med masser af fejl og bevidst smyger sig uden om reglerne.

»Myndighederne burde være interesseret i at højne sikkerheden, men nogle af de her problemer er så alvorlige, at de ville være nødt til at tage drastiske midler i brug for at løse det. For eksempel lukke selskabet – og det tør de ikke,« siger Fred Bruggeman, generalsekretær i AEI, som repræsenterer 45.000 flymekanikere over hele verden.

AEI: Myndighederne er en fartbetjent, der kun tjekker skiltene
Ifølge Fred Bruggeman behøver luftfartsmyndighederne ikke stole på AEI, som jo repræsenterer flymekanikere og derfor kan beskyldes for at piske en stemning op for at skabe flere mekanikerjob.


»Men myndighederne kan jo bare bede selskaberne om en håndfuld logbøger og kigge efter selv – det vil tage dem en eftermiddag. Men hver gang vi foreslår det til dem, så bliver der stille,« siger Fred Bruggeman, som sammenligner myndighedernes tilsyn med en fartbetjent, der kun tjekker om skiltningen på motorvejen er i orden i stedet for at tjekke, om bilisterne kører for stærkt.

Hver dag letter fly med alvorlige fejl
Han hævder, at hans organisation blandt andet har beviser for at piloterne næsten aldrig registrerer, hvis der opstår fejl på flyet på vej til en lufthavn, hvor selskabet ikke har nogen mekanikere.

Til gengæld bliver 85-90 pct. af alle fejlene registreret på vej tilbage til ’hjemmelufthavnen’ eller på dagens sidste flyvning, så skemaet ikke bliver forstyrret af tjek og reparationer, som omtalt i en tidligere artikel her på ing.dk.

Det betyder, at der hver dag letter fly med alvorlige fejl, som burde have holdt dem på jorden, siger Fred Bruggeman – fejl som i værste tilfælde kan ende i dødskatastrofer som Spanair-ulykken i august, hvor 154 passagerer døde.

»Men når det så sker, så betyder det jo bare, at mekanikerne – som for eksempel de tre mekanikere i Spanair – ender som syndebukke, så virksomheden kan slippe for ballade. Så siger de ’vi har fundet de brådne kar, de er fyret, og nu er problemet løst,« siger han.

AEI har henvendt sig officielt til de nationale luftfartsmyndigheder i mange lande, også Statens Luftfartsvæsen, for at få dem til at kigge på problemet.

De fleste har svaret, at de ikke har tænkt sig at gøre yderligere ved sagen, mens andre – f.eks. myndighederne i Danmark – end ikke har svaret på henvendelsen.

SLV: Vi er for små til at gøre en forskel
I Statens Luftfartsvæsen, som kontrollerer at alle danske og internationale love om flysikkerhed overholdes, kan man bede om at få de tekniske logbøger med fejl udleveret, forklarer pressetalsmand Thorbjørn Ancker.

»Men vi tjekker ikke efter, om der er en systematik i den måde fejlene bliver registreret på. Og det er vores opfattelse, at fejl registreres når de opstår – og som det jo står i reglerne at man skal. Det er ikke vores opfattelse, at det udgør et flyveteknisk problem som sådan.«

Men I ved det jo ikke, når I ikke har kigget efter? Og her er jo en organisation, som siger at der er et klart mønster som tyder på svindel.

»Hvis, og jeg gentager, hvis der er et problem, så vil ikke give mening at kigge efter i dansk regi. Det vil være et slag i luften – for det betyder ikke nødvendigvis, at myndigheder i andre lande vil kigge efter. Og hvis vi ikke finder noget, kan der jo sagtens være et problem hos andre landes flyselskaber, som danskerne jo også flyver med,« siger Thorbjørn Ancker,

Han indbyder derimod AEI til at henvende sig med dokumentation for deres påstand, så kan det godt være, at de vil se nærmere på sagen.

»Hvis der er nogen, som påpeger fejl eller sikkerhedsrisici – om det så er brancheforeninger eller private – så tager vi det selvfølgelig meget alvorligt,« slutter han og lover at ville tjekke efter, hvad der er sket med brevet fra AEI.


Ingeniøren.